Tirsdage kl. 14.00-16.00 mødes "Nørklerne" i mødelokalet i Kirkeladen.

Nørklerne består af en gruppe på tolv damer; gruppen har eksisteret siden 2004. Det begyndte med, at vi så de grusomme ting, der var sket i Beslan og besluttede os for at hjælpe dem og lave en basar. Med journalist Samuel Rachlins hjælp fandt vi en familie, en mor med to børn, som var ramt af tragedien. Moderen var indlagt ½ år og sønnen, der ellers var indkaldt som værnepligtig, måtte passe den store pige alene.

På årsdagen var DR i Beslan og pludselig står kvinden og takker Nørklerne i Blistrup for de penge, der blev samlet ind på en basar. Så mærker man, at ens hjælp nytter!

Nørklerne er damer i alderen fra 45 til 85, og der er en skøn udveksling af friskhed og visdom. Der bliver snakket og grint meget. Og der er ører, der vil lytte, når livet ikke retter sig, som man selv gerne vil. Man behøver ikke at producere noget, men bare ens tilstedeværelse er nok.

Nørklerne har lavet smukke tæpper til Sandholmslejrens familier og varme veste også til de små drenge derude. Gaven blev afleveret personligt af Nørklere. Der er blevet strikket huer og varme strømper til de hjemløse i København, og en produktion gik på at lave små kuvøsehuer til de nyfødte på et jysk sygehus, der til gengæld sender de dejligste billeder af nyfødte med DERES huer på. Det kalder smilet frem, og så føler man, at man gør gavn. Der strikkes også hagesmækker til Hillerøds Kvindecenter.

Der strikkes, udveksles opskrifter og hygges i gruppen. En god højskolesang indleder mødet, og der afsluttes også med en højskolesang. Der er plads til pjat og alvor, og netværk skabes på kryds og tværs af gruppen. Projekterne er til et sommermarked og til et julemarked i november.

Beløbet fra vore markeder går til Julemærkehjemmet, som gør en god og vigtig indsats for overvægtige børn.

Nørkleklubben mødes igen tirsdag den 20. august 2019.