Kære alle

I disse tider, hvor vi er udelukket fra at være sammen om gudstjenesten, vil jeg fortælle jer en lille historie her op til Midfaste. Det er underligt, at vi nu skal afholde os fra at være sammen, når det, der altid har givet ro, er netop at komme i kirke, når der er hårde tider i Danmark. Det har jeg personligt svært ved at forlige mig med. At vi viser mest næstekærlighed ved ikke at være sammen.

Billedet er hentet fra Jan Kjærstads ”Forføreren”. Det handler om det at leve i en verden af møg – og at overleve.

Om et sådant menneske, der har givet op, fortæller Jan Kjærstad. Så meget har dette menneske givet op, at han vil tage sit eget liv. Han vil springe ud fra 10. sal i et højhus i New York. Men lige inden han springer, får romanens hovedperson, Jonas fra nabolejligheden, øje på ham ude på gesimsen. Han springer hen og åbner vinduet og råber:

– Lad være med at springe.

– Giv mig en god grund, bare en god grund,

siger manden.

Men uanset hvor meget Jonas tænker, kan han ikke finde på andet at sige end:

– Vil du ikke nok komme ind?

Manden ryster på hovedet: Du har altså ikke noget at sige.

Jonas svarer.

– OK. Jeg har en god grund.

– Så kom herud og fortæl den.

Jonas, der lider af højdeskræk, er stiv af angst. Men han kravler alligevel ud på gesimsen. Han krabber sig sidelæns hen til manden med kvalme i halsen: Men da han meget lavt får sagt et eller andet til manden, bevæger manden sig straks tilbage til sin lejlighed og kravler ind ad vinduet. Jonas gør det samme i sin lejlighed.

Han skynder sig hen og åbner døren for manden.

Hvad var det han havde sagt? Ja, det var i og for sig ganske banalt: Han havde lovet manden et nybagt brød plus en god historie. Og Jonas vidste, han havde alle ingredienserne. Han elskede at bage, og mens han stod der og æltede dejen. Mens den hævede. Mens han formede brødene. Mens de bagte, talte de sammen. Eric hed han og Jonas – to mænd. Sammen om en fælles ting – lå der med smukt gyldne skorper. Duften af nybagt brød bredte sig i lejligheden. Mens de satte tænderne i den endnu varme saftige krumme og sammen delte brødet, fortalte Jonas historien om billen.

Som barn havde Jonas haft en bedste veninde, Nefertiti (Ja, et underligt navn, men hvorfor hun hedder det, bliver klarere i bogen).

En dag, da de havde leget på engen, hvor køerne græssede, var Nefertiti pludselig stoppet op ved en kokasse og havde kaldt på Jonas. Med en pind havde hun delt kokassen i to. Midt inde i det dampende møg havde hun ivrigt peget på en bille, som var i gang med et festmåltid i det dampende møg.

Nefertiti lagde sig på knæ og bare betragtede den skinnende bille, mens hun mumlede se til Jonas.

– Virkeligt forbløffende, utroligt, helt utroligt.

Fuldstændig fortabt for omverdenen lå hun bare der på engen og stirrede på billen, der uforstyrret mæskede sig i bordets glæder.

Jonas blev hurtig træt af dette frådseri i møg og rejste sig og gik hjem.
Da han havde spist aftensmad, gik han hen for at lege med Nefertiti. Men hun var ikke hjemme. Jonas daskede lidt rundt. Men da det var ved at blive mørkt og han stadig ikke havde set Nefertiti, gik han ud på engen, hvor han finder Nefertiti liggende på maven foran kokassen stadig fuldstændig optaget af billens ædegilde.

– Skal du ikke snart hjem?
spørger Jonas.

– Er det ikke fantastisk?,
siger Nefertiti.

– Hvad er det, du venter på?
spørger Jonas undrende.

– Kig på den, du skal bare kigge på den og lade tankerne løbe frit,
siger Nefertiti.

– Det er en Aphodius Fimetarius – en gødningsbille i familie med den hellige Skarabæ, der var genstand for religiøs dyrkelse i Ægypten. Billen symboliserer det evige liv.

Og så fortæller Nefertiti ellers Jonas om gødningsbillen.

– De er specialister i møg.

– Hvad siger du?

– Ja, de er nomader i møgets ørken. Er det ikke helt fantastisk, Jonas. Leve af møg! Overleve i en verden af møg! Det kalder jeg formidabelt. Kan det ikke få dig til at forestille dig de mest ufattelige ting.

Den lærdom glemte Jonas aldrig siden. At selv møg kan blive til liv. Altså sagt med andre ord – en krise kan være forløsende og give næring til helt nye tider.

Et nybagt brød plus en god historie – det var, hvad Jonas havde lovet manden, der syntes alt var meningsløst og udsigtsløst og derfor ville begå selvmord.

Er det ikke netop, hvad en gudstjeneste tilbyder dig og mig?

Et stykke brød plus en god historie?

I Jesu navn. Amen.

Jeg vil anbefale jer at følge DR2-serien ”Når livet vender” og Phillip Fabers morgensang. Han er en eminent formidler.

Men lad os alle bede:
Gud, vi takker dig, fordi du kommer os i møde – også når vi tror, vi
ikke har brug for dig. Når vi altid tror, vi kan selv.
Du giver os livets brød og giver os lov til at smage, at du er tæt på
os.
Åbn vore øjne, Gud, så vi kan se din kærlighed – midt i disse coronatider.
Åbn vore ører, så vi kan høre dit ord blive til liv for os.
Åbn vor mund, så vi kan synge med på englenes lovsang og være
vidner om det liv, du giver os.
Lær os, at livet altid fås til deling – og at det er vores opgave at give
videre, hvad vi har fået af dig.
Giv os troen på, at det aldrig er nytteløst, selvom det ofte ser sådan
ud i en verden, der er fyldt med målelige værdier, som vil tage
livets mening fra os.
Gå med os ud i verden og lad os dele ud af det brød, der bliver
tilovers, når du har været på spil.
Gå ind til de undertrykte, de sultende, de sørgende, de bange, de
ensomme.
Gå også ind til de magtfulde og til dem, vi og du har betroet retten
til at tage beslutninger for andre – hvad enten det er vores dronning
eller dem, vi har valgt.
Skub til din kirke, Gud, så brødet i den ikke bliver for gammelt,
men må give liv til alle, der kommer her. Og fortæl os, at du kun
giver én slags brød, selvom vi ynder at dele det og give det
forskellige navne.

AMEN.

Må Gud velsigne dig og bevare dig.
Må Gud lade sit ansigt lyse over dig, og være dig nådig.
Må Gud løfte sit åsyn og give dig fred.