Anmeldelse: Jørgen Stein af Jacob Paludan.

I en tid, hvor også bibliotekerne er lukkede, var jeg som en anden junkie hurtigt nede og forsyne mig til, hvad vi alle regnende med før jul, var en måneds tid. Nu kører vi på 2. måned, og hver dag tænker jeg: ”Holder den dog aldrig op, den her isolation?”


Hvis du ikke har læst e-bøger før, var det her måske den rette tid at opdage, hvad din iPad også kan. Her kan du forstørre ordene, så øjnene ikke bliver trætte før tid. Det er et godt redskab, og man slipper for at stå i kø til de fysiske bøger, der er populære, på biblioteket. Du kan læse de nyeste bøger, når det passer dig.


I min befippelse over, at nu var det nu, bøger skulle ned fra hylderne, drejede jeg skarpt ind til det lille, dunkle rum på Gilleleje bibliotek, hvor de danske klassikere står. Jeg må indrømme: Det er ikke der, jeg fordriver megen af min tid. Og det er vitterlig synd og skam. For kender man ikke de gamle klassikere, er der noget, som man mangler. Det er min hårdt erhvervede overbevisning i dag. Hvis jeg kunne gå tilbage og prikke mine egne voksne børn på skulderen, ville jeg da også bede dem holde skarpere øje med de gamle, danske forfattere. Men det er nok som med oplevelsen af at læse Lykke-Per af Henrik Pontoppidan og Thomas Manns tetralogi om patriarken Jakobs liv. Man skal være klar til dem. Klar til at dykke ned i en anden tid. Og klar til at tage sig tiden dertil.


Så jeg har under denne sidste nedlukning taget fat på Herman Bangs: ”Tine” og ”Ved vejen”. Behageligt bekendtskab, og let overkommeligt – sidemæssigt. Happy ending er en by i Rusland, bør man gøre sig klart. Og her til slut, før en god Harlan Coben-krimi ligger og venter er det Jacob Paludans: ”Jørgen Stein”, jeg har fået læst.


Den minder på mange måder om Lykke-Per. Det er også en udviklingsfortælling om Amtmandens søn, Jørgen, der skal finde sig selv. Og han prøver sandelig en hel del. Forventningerne er jo høje til sådan en Amtmandens søn. Kan og vil Jørgen leve op til dem? Han møder nye bekendtskaber. Han møder kærligheden, men syntes noget bedre måtte være derude. Han møder Jezabel, fristerinden Ellen, som er med på den nyeste mode, og vil tjene sine penge selv. Ellen, hvis udseende hans tanker bare ikke kan slippe.  Vi bevæger os over en længere tid fra begyndelsen af 1. Verdenskrig til starten af 1930’erne. Der er smukke naturbeskrivelser som af et skønt, vinterdækket snelandskab, hvor alle de unge er taget på kælkebakken i Aalborg, og der sker lidt af hvert, som får Jørgens sind til at skælve. Skal han gå efter den smukke og fristende Ellen? Eller skulle han hellere holde sig til den jordbundne Nanna, som er hans udlejers datter? Der er dialoger i bogen, hvor man næsten kan høre kvasterne knitre på de tunge møbler i rummet, og føler, man står i selvsamme stue med de tunge gardiner. Og Jørgens storebror Otto spiller en ikke uvæsentlig rolle i bogen. Han har nemlig held i sprøjten som advokatfuldmægtig. Han kan alt det, Jørgen ikke formår. Han lever livet, og får den tyskfødte smukke lille Lilly som hustru. Men hvad omgivelserne ikke forstår er, at Otto lever over evne. Lilly svigter ham. Hvor får han pengene fra? Og hvordan skal det gå? Hvad ender Jørgen med? Og vil han kunne sige, han blev lykkelig?


Den er klart anbefalelsesværdig, hvis du har tiden.


Og det har vi alle for øjeblikket.

Tina Buchwald