Anmeldelse: Den gudløse verden af Lars Sandbeck.

Der sker indimellem det, når man bliver så opslugt af en bog, at man ønsker, at alle skulle kende til netop den bog. Sådan har jeg det for øjeblikket med Lars Sandbecks bog, ”Den gudløse verden” fra Eksistensens forlag. Derfor bliver jeg nødt til at fortælle om den.

I en tid, hvor humanistiske fag og deres nødvendighed er udfordret. Hvor vi vil kun vil respektere det, der kan måles og vejes. Hvor tid altid er lineært, og den eneste vej er fremad. Hvor få gider kigge sig tilbage i historien. Hvor: ”Hebraisk, latin, græsk, hvad er det for noget pjat? Og Kirkehistorie? Dogmatisk? – gab”. Man kan spørge hvor cost-beneficial filosofi og arktiske studier er på universitetet. Eller etnologi, religionsvidenskab, antropologi, uddøde sprog er for den sags skyld.

Sandbecks bog er en nødvendig bog opstået ud fra et Facebookforum i Ateistisk Selskab. Eksemplerne på, hvordan man tænker om kristnes tro, er slående og argumenterende på skolegårdsniveau. Her hævdes bl.a. at vor tro er som troen på julemanden, tandfeen, nisser og trolde. Teologer har holdt igen og håbet de blev voksne og vidende. Men det sker desværre ikke. Historierne bliver ved med at cirkulere bevidstløst rundt, og nu må der tages affære. Apologetikken må tages i brug. Af det græske Apologeia – at give et svar igen. Det er en gammel disciplin i kristendommen, hvor det måske mest kendte eksempel er fra Apostlenes gerninger 17,22-34, hvor Paulus holder sin berømte tale på Areopagos i Athen. Her forsvarer og begrunder han hovedpointerne i kristendommen. For at kunne drive apologetik skal man lytte til hvad der foregår i subkulturen, lytte til folk, der måske har en anden tro eller religion. Og før man taler, er det klogt at lytte.

Sandbeck har styr på sin viden. Det er viden og citatbaserede modargumenter. Det er det, der gør den så læseværdig. Han har undersøgt talrige erklærede ateisters bøger og programmer, og kommer fremragende i mål med at spille bolden ud af banen. At tilbagevise ateisternes argumenter og måde at læse bibelstykker på. Det er en fornøjelse at læse en lærd mands modargumenter mod Ateistisk Selskabs tandfes skuffe. For ateismen tenderer til at blive en religion for de involverede parter, der passioneret som korsriddere driver deres teser frem af ”påhitsomhed”skuffen.

Bl.a. har Ateistisk Selskab et argument om, at kirken sagde jorden var flad. Det er sådan en historie, man ”underholdes med” ved middagsselskaber, og hvor jeg hidtil har indvendigt himlet med øjnene og ønsket at min bordherre frekventerede et bibliotek. Det er en ur-myte, lagt ned over vore hoveder – og vi tror på den, for vi ved ikke bedre. Nu udvidet med en tosset Netflix-dokumentar ”Behind the Curve” fra 2018 om en ”flat earth-bevægelse”, en gruppe af konspirationsgale mennesker, der mener NASA og så mange andre organisationer gemmer sandheden. Netflix gør os vitterligt ikke altid klogere. Der skal en portion kritisk sans til at sortere i stoffet.

Hitler skrev om religion i Mein Kampf. Han ville også afskaffe Gud. Herremennesket var nok: ”Den der kun opfatter nationalsocialismen som en politisk bevægelse, har slet ikke forstået noget af den. Den er mere end en religion. Den er viljen til at skabe det nye menneske”. Og vi ved jo, at var der noget nazisterne troede, de kunne kontrollere, så var det de ariske gener.

Så hævder man, at man er naturalist i stedet for ateist. Det lyder fornemt, at man fremviser naturen som baggrund for, at alt sker tilfældigt og uden struktur. At tro bare er noget, vi bilder os ind, fordi nogen af os er barnlige og umodne.

Thomas Nagel, der er filosof, og ser sig selv som ateist. Han skræmmes af tendensen til, at ateister flirter med naturalismen, fordi her er da en forklaring på verden. Og det lyder jo fint – det lyder sådan lidt videnskabeligt, så har man da sikret sig. Om den her flirt skriver han således: ”Jeg taler ud af erfaring, da jeg også er underlagt denne frygt. Jeg ønsker, at ateismen skal være sand, og den kendsgerning at nogen af de mest intelligente mennesker, jeg har mødt også er troende, gør mig utryg. Det handler ikke bare om at jeg ikke tror på gud, og derfor naturligvis håber, jeg har ret i min antagelse. Det handler om at jeg håber, der ikke er nogen gud! Jeg ønsker ikke at der skal være nogen gud. Jeg ønsker ikke at universet skal være sådan”.

Nej, gud forbyde, at Gud skulle få en fod indenfor. Så ramlede alt da.

Tina Buchwald